Forudsætningerne for lidt god tennis er til stedet, jeg er inde i en noget kritisk periode. Jeg træner rigtigt godt, dvs. jeg føler at jeg har godt træf, server godt, og efter i dag flugter jeg også godt, men lige så snart jeg kommer ind i en point situation går min hjerne i negativ. Jeg ser intet positivt i hvad jeg foretager mig. Jeg drager lynende hurtigt konklusioner omkring hvor dårlig jeg synes jeg er og hvor lidt jeg magter. Jeg synes ikke jeg præsterer under pres og jeg tænker hele tiden på hvornår det går galt og “der kan du bare se, du er jo håbløs” bliver sagt ofte til mig selv.  Efter et stykke tid bukker jeg under. Jeg magter ikke at svine mig selv til så voldsomt og fortsætte med at spille. Det tager ligesom gejsten og lysten til at spille.

Nu tænker man jo straks: “okay, hvis han kan sidde og skrive ned, hvad der foregår, kan han vel også ændre mentalitet,” men det kan jeg ikke rigtigt. Jeg kan godt køre lidt med positiv attitude og sige gode ting til mig selv, men det føles ikke rigtigt. I bund og grund tror jeg ikke på at jeg er stærk nok. Det er en underlig fornemmelse, for den sidder også i mig udenfor banen. Den sidder der hele tiden og nager.

Men i morgen går jeg på stranden og solbader lidt efter træning. Mon ikke det løfter humøret lidt??

PØ

Jeg så finalen i turneringen i går mellem Grassi og Sousa. Sousa har spillet vanvittigt godt gennem hele turneringen. Han er helt rolig i sit spil, går dovent rundt mellem pointene, hvorefter han hamrer baghånden afsted. Den slår han mange vindere med. Det var sgu inspirerende at se. Han bliver dog også sur. Han flækkede vel omtrent fire ketchere i løbet af turneringen, men han vandt jo alligevel, så what the fuck. Det vil jeg også træne nok til at kunne i kamp, tænkte jeg. Altså spille roligt, afslappet, med en hvilen i mig selv. Men måske skal der mere til end træning. Jeg skal i hvert fald nok komme derop. Så’n er det, du!

Grassi er en sjov fyr. Eller det er han ikke. Han er mere så’n en Godfather. Han har altid en fire-fem mennesker omkring sig. De flokkes om ham, men han er ikke en tyran. Han behandler sine venner godt. Han er god ved andre mennesker. Han lytter, interesserer sig, spørger, giver af sig selv og lærer fra sig, hvis der er brug for det. Sådan fremstår han i min optik, i hvert fald. Nu forstår jeg jo godt nok ikke meget italiensk, så det kan selvfølgelig være, at virkeligheden er en anden. Men jeg plejer, at kunne mærke folk, og jeg føler mig godt tilpas i hans selskab. Han kan godt lide mig, af en eller anden grund – hvorfor siger jeg så noget? “Af en eller anden grund”…. Som om det er uforståeligt, at andre mennesker synes godt om mig. Lad mig omformulere: Han kan godt lide mig. Punktum. Jeg har også spillet mod ham i starten af sidste år, hvor jeg var i tre sæt med ham. Det var en god kamp. Jeg spillede godt, vi fightede, han gav mig hånden og et klap på brystet efter kampen. Jeg troede det var nedværdigende på det tidspunkt – ja, det er jo af samme grund, som hvorfor jeg siger “af en eller anden grund” – men han mente det. Han er oprigtig.

Jeg har spillet jammerligt hernede. Det skal gøres bedre. Det bliver bedre.

PØ

Det gav mig luft og overskud. Jeg anede ikke hvordan, det var gået til, men jeg var med igen. Jeg følte, alt kunne ske nu. Jeg spillede en god tiebreak, var mere aggresiv i spillet, selv i defensiven, og brugte min forhånd fornuftigt, for første gang i kampen. Jeg kørte bolden rundt og ventede på chancen til at slå til, enten med baghånden, eller ved at komme til net fra forhånden. Det var også præcis sådan min første matchbold blev spillet. Jeg førte 6-5 og servede. En god førsteserv, en forhånd kort kryds og frem til nettet. Jeg vidste han ville gå kryds, så jeg var allerede gået og skulle bare lægge forhåndsvolleyen kort og lige. I stedet holdt jeg for stramt på grebet, og bolden forlod ketcheren med et dunk, og landede en halv meter bredt. FUCK! Derefter en dobbeltfejl og så havde han matchbold. Efter så godt spil, det kunne jeg ikke lade ske, som han havde gjort det. Jeg ville have tiebreaken nu! Jeg sled og sled og sled mig tilbage til en ny matchbold ved 8-7 og servede den hjem.

I tredje sæt fandt jeg forhånden og det konsekvente angreb med min baghånd. Grundet nye bolde, havde mine strenge bedre fat i bolden, og jeg slog kraftfuldt og præcist. Jeg holdt ham i skak i de første to games og vandt dem overlegent. Kom på 2-1. Derefter sled jeg fuldstændig umenneskeligt, for at komme på 4-1. Jeg ville bare have to breaks. Jeg vidste, at det ville knække ham. Derefter 5-2 og nu skulle jeg altså mere eller mindre “bare” serve den hjem. Min serv havde været rimelig god indtil da, men nu var jeg træt og det kunne mærkes i afsættet. Jeg satte ikke en førsteserv, men havde alligevel tre matchbolde. Jeg tabte alle tre og dermed gamet.

“Fuck det, det er nemmere at bryde ham”. Det gjorde jeg så, og er nu en træt mand.

Jeg spiller igen onsdag.

PØ

Jeg er derudover røget på skolebænken igen. Jeg er blevet optaget på kandidatuddannelsen i engelsk på Københavns Universitet og havde første undervisningstime i dag. Det var spændende, at høre om amerikansk litteratur i realisme- og nationalisme-perioden, så jeg kommer til at spendere en masse timer i syden med mine nye venner Mark Twain og Jack London. Jeg glæder mig til at få et dagligt skud intellektuel medicin til mit over-tænksomme sind. Hvem ved, måske klarer jeg at tage en kandidat og spille prof tennis på samme tid. Det vil tiden vise. Indtil videre er det hele meget nyt og skal prøves af.

En kort update. Jeg planlægger i øjeblikket også et event, som meget gerne skulle blive stablet på benene  i midten af marts måned. Mere om det senere. Nu skal jeg ud og igen arbejde med tennisen og spille nogle fede kampe.

PØ

Israel is the real deal, for min tennis. Det har vist sig at være sandt to år i træk nu! Sidste år, i januar, gik jeg fra kvallen til kvarten i den første turnering på året og slog et par gode spillere. Bl.a. slog jeg Josef Kovalik i kval-finalen. På daværende tidspunkt havde han samme rangering som mig. 1070-80, deromkring. Men efter jeg slog ham 7-6 i tredje sæt, var det som om, noget gik op for ham, og fra den dag af, spillede han sig op til sin nuværende rangering, 375. For mig tager det lidt længere tid, men jeg accepterer processen og arbejdet jeg skal ligge i min tennis, for at slide mig igennem kvallen og komme op på næste niveau. Så det kommer, når tiden er inde.

Næste skridt er futures i Tyrkiet d. 11. feb. Igen rejser jeg sammen med Marc Ferrigno, hvilket var en succes i denne ombæring. Han er en god spiller, som også kan lide at arbejde med tingene og nyder processen, selv når den indebærer at sove i dobbeltseng med mig, på et 15 kvadratmeters hotelværelse i to uger, og deltage i en turnering, hvor træningsboldene er som petanquekugler, banerne er hullede og nedslidte, og man ikke har adgang til hverken fysioterapeut, fitness-rum, sauna, eller sågar et løbebånd, men må træne fys på en gammel basketballbane af cement og en græsplæne med cigaretskod og hundepis. Vi elsker at spille tennis!

PØ

Jeg har lige set “Phonebooth” med Colin Farrell og Kiefer Sutherland for 14. gang. Scenen, hvor Farrell grædende tilstår overfor sin kone, får mig hver gang. Jeg får en lille klump i halsen. Indrømmet.

Jeg bor sammen med Marc Ferrigno og en høj, mørk sydafrikaner ved navn Steffen (ja jeg ved det lyder mærkeligt) på Riviera Hotel til 33 USD per nat. Vi har et lille køkken og en stue og hygger os med fælles madlavning og selvfølgelig filmaftener. Det er 20 grader i solen og vindstille her i Israel, så livet kunne være værre. Jeg beklager mig ikke.

En ting jeg dog beklager mig over er, at jeg ikke fik sagt noget klogere til den flotte israelske ekspedient i sportsbutikken – som spurgte om mig og Marc var professionelle tennisspillere, hvorefter hun stillede sig ud på gulvet foran os og gav os dådyrøjne – end jeg leder efter et par sko. Jeg kunne sgu da godt lige have fundet på et eller andet smart at sige. Eller i hvert fald bare spurgt hvad hun hed… Det ku jeg da godt lige ha gjort. Det sku jeg da lige ha gjort. “Hey, du ser sød ud, hvad hedder du?” – Det er sgu da ik så svært, er det det? Det ku jeg da godt ha spurgt hende om. Ej, jeg tager tilbage til butikken i morgen og siger dav. Det ku jeg da godt lige gøre…

Jeg har haft et par gode kampe hernede indtil videre. Jeg spillede godt i kvallen og arbejdede fint. Efter en lidt nervøs men solid start, tog jeg de første to kampe henholdsvis 6-4 6-0 og 6-3 6-0. Så var jeg inde i hovedturneringen, hvor jeg mødte en engelsk kvalifikant, som bare ikke ville give sig. Heldigvis gav jeg mig heller ikke. Jeg kom bagud 5-2, men fik kæmpet mig tilbage til en tie-break, som jeg vandt 7-5. Så tænkte jeg måske han var lidt rystet, men han kom flyvende ud fra bænken og brød mig rent i første game! Jeg havde dog fornemmelsen, at jeg ville bryde ham tilbage og gjorde det ved 2-1 og tog de resterende 4 games til 6-2. Jeg var glad for sejren, fordi jeg synes han havde været stærk og spillede gerne de lange dueller med mig.

Den selvtillid tog jeg dog ikke helt med ind i andenrundekampen mod d. 4. seedede Sakharov fra Frankrig. Han spillede fladt og hårdt fra baglinjen og det blev en lidt rodet kamp, hvor jeg ikke følte, at jeg bevægede mig optimalt eller holdt nok bolde i banen. Jeg var dog oppe 5-2 i andet sæt, efter at have tabt første 6-3. Han sløsede lidt og jeg blev bare ved med at prøve at prikke til ham. Jeg vidste, at hvis jeg kunne holde trit med hans tempo, skulle fejlene nok komme, men jeg troede dog alligevel ikke helt nok på mig selv, til at kunne sætte kniven ind. Jeg havde sætbold i egen serv ved 5-3, men sendte en forkølet andenserv afsted efterfulgt af en baghånd i nettet. Til sidst måtte jeg give mig i en tiebreak, hvor han spillede godt.

I morgen skal jeg på træningsbanen med Marc og køre lidt eksplosiv fys. Så skulle betingelserne være i orden, for at få en god turnering lørdag!

Marc hilser. Det gør Steffen også

PØ

Da jeg bookede min flybillet til Eilat havde jeg nok været lidt optimistisk. Jeg vidste at det ikke er så let at komme igennem paskontrollen, for ligemeget hvor lækker og sød en paskontrollør man vælger, så er de allesammen nogle stride sataner. Ja, man skal nok vælge den halvfede trunte der sidder i boden længst væk, for hun lukker sikkert een ind, hvis man bare har nogenlunde styr på sit engelske og siger et par gode ting om Jerusalem og sabbaten… Men jeg tænkte selvfølgelig ikke med hovedet, efter at have været oppe kl. 5 om morgenen og været i luften og på farten i tolv timer. Så jeg valgte de to lækre israelske kvinder, der stod sammen i een bod, fordi jeg tænkte at de ikke helt havde styr på det. Det havde hun vidst nok heller ikke, for da hun ikke kunne få mig til at vise hende rejsedokumenter eller en udskrift på en invitation til future-turneringen, – jeg prøvede at forklare at jeg havde købt e-ticket og der ikke findes invitationer til future-turneringer – ja så blev jeg vredt beordret til at træde til siden, så hun kunne betjene den næste. Jeg stod så der og gloede på de 55 andre mennesker bag mig, som også gloede på mig… indtil jeg stak hovedet ind til paskontrolstriglen igen og sendte hende et søgende udtryk… Hun sukkede irriteret og sagde “Go over there and sit” og pegede på et interview rum, hvor 10 andre mennesker sad og så nedtrykte ud. Jeg sagde til hende at mit fly gik om halvanden time – kl. 19:30 – og jeg meget gerne ville nå det, da det var det sidste fly til Eilat den aften. “We’ll see…” sagde hun udtryksløst. Jeg gik. Jeg sad. Jeg ventede. Og ventede. Og ventede. Kl. 19:05 blev jeg kaldt ind til interview. Manden sagde hej og spurgte mig hvad jeg skulle i Israel. Så jeg forklarede igen at jeg spillede prof tennis; ikke havde råd til en træner og derfor rejste alene; og at jeg ikke skulle møde nogen i Israel. “I can see you were here last year at the same time”, sagde han pludseligt. “Yes, same tournaments”, svarede jeg. “Okay, thank you, you can go. Sorry for taking up your time.”………………………… “I fascistiske, arrogante, ubehøvlede, retarderede idioter kan fanme ikke mene det her!! Nu når jeg ikke mit fly, fordi i liiiiiiige skulle udnytte jeres magtposition, som i for en gangs skyld i verdenshistorien har fået tildelt. Og det skal selvfølgelig gå ud over knægten med arisk afstamning! Bullshit!”

Det sagde jeg selvfølgelig ikke. Jeg tænkte det heller ikke lige så detaljeret som jeg her beskriver det. Det er lidt groft. Men jeg blev dog ophidset. Det var jo fuldstændigt unødvendigt! Jeg kan forstå, at man gerne vil holde styr på, hvem der kommer ind i landet, men almindelig sund fornuft burde da også blive brugt. Striglen i paskontrollen kunne da have ligeså godt have lagt 2 og 2 sammen, som manden i interview-rummet… Jeg forstår ikke så noget. Det er derfor jeg bliver ophidset. Har det noget med noget at gøre, tænker man så? Hvorfor skal jeg interviewes? Hvorfor skal de 10 andre før mig ikke? Hvorfor skal jeg misse det sidste afgående fly til Eilat og sove i lufthavnen og købe en ny billet hos et andet flyselskab og i det hele taget gå igennem et helvede for ingenting??

Nå. Nok om det. Nu er jeg her. Jeg er glad. Jeg spiller godt. Jeg føler mig udmærket tilpas nu efter at have indhentet søvnen. Jeg fik knap 12 timer i nat, så jeg var udhvilet til min kamp i dag. Jeg er seeded 6 i kvallen og fik bye i første. Mødte en schweizer i anden runde. Jeg startede forståeligt nok lidt tung i det. Jeg kæmpede dog godt for hvert point og fik mere og mere energi af de lange point og alle de bolde jeg fik slået. Breakede ham en gang og holdt serv til 6-4. Så var jeg i gang. Da andet sæt startede kunne jeg mærke, at jeg var i gang. Han servede og jeg returnerede en lav baghåndsretur tilbage, som han missede i netkanten. På det næste point lavede jeg en drømmestopbold med sideskru, og det næste spillede vi et lang point, som jeg fik vendt fra defensiv til offensiv og en forhåndsvinder langs linjen. 0-40. Jeg snuppede gamet og så mistede han stille og roligt pusten, mens jeg spillede bedre og bedre. 6-0.

I morgen møder jeg en russer, som jeg mødte i April i Alibey, Tyrkiet. Jeg vandt dengang 3 og 3. Det betyder ik det store, udover at jeg ved hvordan, han spiller. Han klatter til kuglen, har temperament og laver mange fejl. Det burde passe mig meget godt. Jeg skal bare på arbejde.

PØ

Jeg trænede lidt med Sofia Arvidsson i formiddags. Selvom jeg havde svært ved at koncentrere mig om andet end at kigge på hende, så gik det endog meget godt. Det var ren slagtræning og jeg gjorde det godt, syntes jeg.

Efter træning tog Robin Olin, Johanna Larsson, Sofia og jeg til Valla, som er et storcenter, for at spise frokost. Vi snakkede om vind og vejr, om at køre bil (Sofia kørte i modsatte kørebane i godt og vel 200 meter uden at ænse at noget var galt, før vi gjorde hende opmærksom på det) og om gräddbulla, som er flødeboller. Så fik jeg (dansk som jeg er) selvfølgelig smækket den gode gamle “rød-grød-med-fløde” på banen og syntes selv det var mægtigt sjovt… Der var en flødebollebutik som lavede nogle fantastiske flødeboller, men jeg holdt mig i skindet og smagte bare lidt på Johannas med “pepparkake-smag”. Jeg må købe een i morgen…

Hen på eftermiddagen trænede jeg med Robin Olin og vi nåede at spille to ustabile sæt, som endte 6-4 og 4-6. Jeg servede som et svin i starten af første sæt, men så faldt den ligesom sammen og jeg begyndte at blive breaket. Jeg koncentrede mig meget om andenbolden og at give mig selv god tid imellem pointene. Det gik okay. Jeg slitade og jobbade som jeg skulle, men jeg er stadig for ustabil. Jeg tror virkelig hvis jeg kan holde en høj førsteservsprocent, så bliver jeg max breaket en gang i en kamp. Det er i hvert fald det, jeg vil arbejde hen imod. Min serv er simpelthen for god, til at jeg skulle kunne blive breaket mere.

Efter træningen kørte jeg noget løbetræning med Sofia og det føles lige nu, som om nogen har sparket mig hårdt og ufølsomt på mine lægmuskler. Fy for satan jeg har ondt, men det var nu stadig en god dag.

Jeg bliver i Helsingborg til lørdag, for på fredag har vi afslutningsfest for herrer og damer, som garanteret bliver sjovt!

PØ

Jeg spiller wordfeud som en sindssyg for tiden. Jeg har fundet ud af, at det er måden at komme i kontakt med piger på. Det og så facebook. Man skal aldeles IKKE benytte sig af samtaler i virkeligheden. Det gider piger ikke. De skal scores over et godt gammeldags spil scrabble

Spøg til side. Wordfeud er sjovt, men det er også sjovt at snakke med svenske piger. De har ingen ide om hvad man siger, så en gang imellem smider jeg lige et tilfældigt henkastet “pik, patter eller røv” ind i en sætning, for at se om de er vågne. Det er de aldrig. Så slår jeg over på mit gebrokkent svenske igen. Det är bättre tycker dom! Snakkede blandt andet med Johanna Larsson i dag, som er skidesød. Hun fortalte en sjov historie om en holdkammerat, som havde spillet en kamp i sidste uge. Kampen var tæt og helt atypisk for spilleren var han meget stille og koncentreret. Spilleren plejer at hoppe rundt, knytte næver og råbe “COME ON!”. En holdkammerat ville applaudere et flot slag og sagde “godt spillet, kom så!”, hvorefter spilleren stirrede ondt på holdkammeraten og sagde “hold dog kæft!”. Hvilken dårlig fornemmelse holdkammeraten måtte have haft efter det!

For at prøve at toppe Johannas historie, slyngede jeg denne video i hovedet på hende:

Nu hører hun den hver dag og er glad. Så er jeg også glad!

Sofia Arvidsson spiller også i Helsingborg, så hende tævede jeg i wordfeud…. på svensk!!! Men så klikkede jeg ind på hendes hjemmeside og faldt hurtigt ned igen. Hun skriver en blog hver anden eller tredje dag, så jeg må til at oppe mig lidt. Skal jeg love noget eller bare stille og roligt forbedre mig?? Min hjemmeside bliver snart fornyet. Ja det har længe været undervejs, men nu har jeg altså et møde i morgen med de meget søde og professionelle mennesker, som har lavet den for mig. Så får jeg den at se. Jeg glæder mig! Det er en dejlig tidlig julegave! Tak Lotte og Chris!

FC Nordsjælland har haft en god sæson! Tobias Mikkelsen – en kammerat fra skoletiden og efter – spiller også godt og er kommet med i landsholdstruppen. Tillykke til ham!

PØ

Nu er jeg imidlertid kommet hjem til Danmark igen. Turen var en succes i mere end en forstand. Udfra resultaterne at dømme, var det måske ikke en umiddelbar succes, men det er netop det, denne tur har lært mig. Resultater betyder ikke noget, hvis ikke man nyder processen. Det lyder som en god gammeldags kliché – og det er det måske også – men ikke desto mindre er det sandt. Klichéer har det med at bide sig fast i vores sprog, fordi tanken eller følelsen der ligger bag vækker noget i os. Og fordi vi ikke altid vil udtrykke os i 1000 ord, bruges en kliché ofte i stedet for at udtrykke noget i en større kontekst. Sådan har jeg det med USA-turen. Jeg skal prøve at uddybe:

Resultater – eller snarere besættelsen af resultater – er for mig hæmmende på min tennis. I løbet af dette år har jeg ofte tænkt, at hvis jeg får så og så mange point, laver det og det resultat, så er jeg en succes – men jeg – ved hjælp af Frederik Nielsen – har indset, at jeg aldrig kan nå disse resultater, hvis jeg kun stræber efter det. Det er for ubegribeligt; hvordan man bliver bedre til tennis og udvikler sit spil skal være i fokus. Det er det konkrete og begribelige. Så må resultaterne komme, hvis og når de kommer. Dette så jeg for første gang helt up close and personal, ved at rejse med Frederik, som jeg ser som indbegrebet af en proces-tennisspiller. Han har over 8-9 år konstant udviklet sig. Det er lang tid, men det har været det hele værd for ham og han har pt sin bedste rangering hidtil. Det er ikke bare et tilfælde og Frederik vil sige at han ikke er færdig endnu. Han har stadig meget han skal nå med sin tennis. Og det er ikke resultatmæssigt. Det er procesmæssigt. Frederik finder hele tiden nye ting han kan arbejde på – tekniske, taktiske og mentale – og det er det, som skubber ham fremad. Det er det, der gør ham bedre. Det er den måde hvorpå han måler succes. Det skal jeg lære.

Jeg gik op og ned af utroligt dygtige tennisspillere i tre uger på Challenger-touren. Jeg så hvor dygtige de var, men jeg følte ikke at de var bedre end mig på det rent spillemæssige plan. De havde alle våben, præcis som jeg har våben, men de forstod hvordan de skulle udnytte dem, og hvordan de skulle arbejde med dem. På intet tidspunkt plaprede disse spillere op om, hvor gode de var og hvilke resultater de havde lavet. Der var fokus på her og nu. Træningen. De vidste hvad de skulle arbejde på og gjorde det bare. Som et arbejde. Som et stykke arbejde man nyder at udføre hver dag. Og udførte man det skidt, arbejdede man på at gøre det bedre næste gang. Der var ingen negative helhedsbedømmelse af ens spillermæssige kompetencer eller menneskelige færdigheder. Det var bare videre til næste.

Det er svært at beskrive præcis hvad det er jeg har lært, så det giver mening for jer, så tillad mig at afslutte med denne lille anekdote:

Frederik tabte i første runde til Erik Chvojka, som er en glimrende spiller. Frederik havde dog alle chancer for at vinde kampen og styrede begivenhederne. Dvs. Han styrede spillet og slog vinderne, men han lavede også fejlene, som gjorde at han tabte kampen. Jeg tænkte: “Shit nu er han i dårligt humør, jeg må hellere holde mig væk.” Det var imidlertid spisetid og sulten som jeg var, opsøgte jeg ham og fandt ham siddende på motionscyklen i et stille og roligt tempo. Jeg gik forsigtigt op til ham og sagde kom igen og skyndte mig at komme videre til hvorfor jeg trængte mig på. Sulten. Skal vi spise ude? Han kiggede blot på mig med et blik, der sagde: “Hvorfor kigger du på mig som om nogen er død?” “Jeg skal lige køre noget fys og så tager vi på Chipotle.” Ingen sure miner, ingen depression eller suicidale tendenser. Jeg troede det var standarden.

Men det er jo bare tennis. Det er fedt at få lov til at spille og kan man holde fokus på at gøre det rigtige, spille sit eget spil, træffe de rigtige beslutninger og tage chancen når den er der, så er det et sjovt og udfordrende spil – uanset om man taber eller vinder.

Elitserien i Sverige er i gang og jeg spiller for Helsingborg. Vi spiller i morgen, lørdag, mandag og onsdag. Fredag og lørdag spiller jeg Masters Cup i B93. Så jeg får en masse udfordringer over de næste par uger. Det er fedt!

PØ