Blog

Jeg er i Herzlia, Israel og spiller 10.000 USD på stranden i et  dyrt område. Udsigten fejler ik noget:

Forudsætningerne for lidt god tennis er til stedet, jeg er inde i en noget kritisk periode. Jeg træner rigtigt godt, dvs. jeg føler at jeg har godt træf, server godt, og efter i dag flugter jeg også godt, men lige så snart jeg kommer ind i en point situation går min hjerne i negativ. Jeg ser intet positivt i hvad jeg foretager mig. Jeg drager lynende hurtigt konklusioner omkring hvor dårlig jeg synes jeg er og hvor lidt jeg magter. Jeg synes ikke jeg præsterer under pres og jeg tænker hele tiden på hvornår det går galt og “der kan du bare se, du er jo håbløs” bliver sagt ofte til mig selv.  Efter et stykke tid bukker jeg under. Jeg magter ikke at svine mig selv til så voldsomt og fortsætte med at spille. Det tager ligesom gejsten og lysten til at spille.

Nu tænker man jo straks: “okay, hvis han kan sidde og skrive ned, hvad der foregår, kan han vel også ændre mentalitet,” men det kan jeg ikke rigtigt. Jeg kan godt køre lidt med positiv attitude og sige gode ting til mig selv, men det føles ikke rigtigt. I bund og grund tror jeg ikke på at jeg er stærk nok. Det er en underlig fornemmelse, for den sidder også i mig udenfor banen. Den sidder der hele tiden og nager.

Men i morgen går jeg på stranden og solbader lidt efter træning. Mon ikke det løfter humøret lidt??

PØ

Der er dejligt i Portugal. Solen har skinnet lige siden jeg ankom forrige fredag, og den har kun gemt sig bag skyerne og lidt regn torsdag og fredag. Der er ingen insekter. Det har jeg undret mig lidt over. Ingen fluer, ingen myg. Min far og jeg sad på en buffet-restaurant i går, da en bananflue stille og roligt listede sig hen foran mit ansigt. Jeg svingede voldsomt ud efter den med hånden i et aggressivt forsøg på at vifte den væk, eller, endnu bedre, dræbe den, mens jeg udgød “Gå nu væk, for helvede!” Talk about suppressed anger… Min far mindede mig om, at det nok var det første flyvende insekt, vi har set på turen. Jeg grinte nervøst.

Jeg så finalen i turneringen i går mellem Grassi og Sousa. Sousa har spillet vanvittigt godt gennem hele turneringen. Han er helt rolig i sit spil, går dovent rundt mellem pointene, hvorefter han hamrer baghånden afsted. Den slår han mange vindere med. Det var sgu inspirerende at se. Han bliver dog også sur. Han flækkede vel omtrent fire ketchere i løbet af turneringen, men han vandt jo alligevel, så what the fuck. Det vil jeg også træne nok til at kunne i kamp, tænkte jeg. Altså spille roligt, afslappet, med en hvilen i mig selv. Men måske skal der mere til end træning. Jeg skal i hvert fald nok komme derop. Så’n er det, du!

Grassi er en sjov fyr. Eller det er han ikke. Han er mere så’n en Godfather. Han har altid en fire-fem mennesker omkring sig. De flokkes om ham, men han er ikke en tyran. Han behandler sine venner godt. Han er god ved andre mennesker. Han lytter, interesserer sig, spørger, giver af sig selv og lærer fra sig, hvis der er brug for det. Sådan fremstår han i min optik, i hvert fald. Nu forstår jeg jo godt nok ikke meget italiensk, så det kan selvfølgelig være, at virkeligheden er en anden. Men jeg plejer, at kunne mærke folk, og jeg føler mig godt tilpas i hans selskab. Han kan godt lide mig, af en eller anden grund – hvorfor siger jeg så noget? “Af en eller anden grund”…. Som om det er uforståeligt, at andre mennesker synes godt om mig. Lad mig omformulere: Han kan godt lide mig. Punktum. Jeg har også spillet mod ham i starten af sidste år, hvor jeg var i tre sæt med ham. Det var en god kamp. Jeg spillede godt, vi fightede, han gav mig hånden og et klap på brystet efter kampen. Jeg troede det var nedværdigende på det tidspunkt – ja, det er jo af samme grund, som hvorfor jeg siger “af en eller anden grund” – men han mente det. Han er oprigtig.

Jeg har spillet jammerligt hernede. Det skal gøres bedre. Det bliver bedre.

PØ