Kvalmesteren slår til igen…

Jeg spillede en helt vanvittig kamp i dag. Jeg var træt efter gårsdagens kamp, som også var hård, selvom den endte med den relativt sikre score 6-4 6-3. Jeg skal virkelig arbejde for pointene, og det er hårdt, når jeg lige er vendt tilbage fra min skade. I dag ville min krop simpelthen ikke vågne, før det næsten var for sent. Jeg tabte første sæt 6-1 og var ikke i nærheden af noget som helst. Jeg hamrede boldene ud og i nettet, kunne ikke finde balancen, kunne ikke flytte mig, var sur og tvær, frustreret. Jeg kunne ikke finde et niveau, hvorpå jeg var konsekvent men sikker. Jeg havde næsten afskrevet mig selv, da jeg bliver brudt til 6-5 i andet sæt og modstanderen blot skal serve kampen hjem. Jeg havde været oppe med et break 4-1 og spillede et dumt game til 4-3. Jeg havde dog fundet banen og han skulle arbejde hårdt for pointene. Stadigvæk kunne jeg ikke selv tage teten, hver gang jeg prøvede, overforcerede jeg og lavede fejl. Ikke store fejl, men missede bare med et par centimeter hele tiden. Det var enormt frustrerende. Derefter holdt vi serv, indtil han altså brød mig til 6-5. Jeg kunne mærke, at han troede den var hjemme. Jeg så ikke ud som om, jeg havde mere at byde på denne dag, og hans skuldre sænkede sig. Han spillede sig frem til den første matchbold, men jeg fik afværget med en god baghåndsduel, hvor jeg fangede ham på forkerte ben. Derefter slog jeg en relativt nem forhånd ud, og tænkte, at det var det. Men igen fik jeg afværget og brød ham til sidst til 6-6.

Det gav mig luft og overskud. Jeg anede ikke hvordan, det var gået til, men jeg var med igen. Jeg følte, alt kunne ske nu. Jeg spillede en god tiebreak, var mere aggresiv i spillet, selv i defensiven, og brugte min forhånd fornuftigt, for første gang i kampen. Jeg kørte bolden rundt og ventede på chancen til at slå til, enten med baghånden, eller ved at komme til net fra forhånden. Det var også præcis sådan min første matchbold blev spillet. Jeg førte 6-5 og servede. En god førsteserv, en forhånd kort kryds og frem til nettet. Jeg vidste han ville gå kryds, så jeg var allerede gået og skulle bare lægge forhåndsvolleyen kort og lige. I stedet holdt jeg for stramt på grebet, og bolden forlod ketcheren med et dunk, og landede en halv meter bredt. FUCK! Derefter en dobbeltfejl og så havde han matchbold. Efter så godt spil, det kunne jeg ikke lade ske, som han havde gjort det. Jeg ville have tiebreaken nu! Jeg sled og sled og sled mig tilbage til en ny matchbold ved 8-7 og servede den hjem.

I tredje sæt fandt jeg forhånden og det konsekvente angreb med min baghånd. Grundet nye bolde, havde mine strenge bedre fat i bolden, og jeg slog kraftfuldt og præcist. Jeg holdt ham i skak i de første to games og vandt dem overlegent. Kom på 2-1. Derefter sled jeg fuldstændig umenneskeligt, for at komme på 4-1. Jeg ville bare have to breaks. Jeg vidste, at det ville knække ham. Derefter 5-2 og nu skulle jeg altså mere eller mindre “bare” serve den hjem. Min serv havde været rimelig god indtil da, men nu var jeg træt og det kunne mærkes i afsættet. Jeg satte ikke en førsteserv, men havde alligevel tre matchbolde. Jeg tabte alle tre og dermed gamet.

“Fuck det, det er nemmere at bryde ham”. Det gjorde jeg så, og er nu en træt mand.

Jeg spiller igen onsdag.

PØ