Israel is real

Hjemme igen. Tilbage til virkeligheden, tænker jeg altid, når jeg flyver hjem. Lige indtil jeg sidder alene igen på en onsdag aften, iført joggingtøj og drikker et glas vin og ser “Entourage”. Så tænker jeg, måske dette ikke er virkeligheden, men virkeligheden ligger derude, på banerne rundt om i verden. Min nuværende virkeligheden ligger i hvert fald på tennisbanen, så meget kan jeg da slå fast. Tennis er nu så småt begyndt at gro inden i mig, som et oliventræ, der blot skal vandes lidt, for at gro sig større og større og bredere og bredere. Og præcis som et træ, udspringer flere og flere grene af min tennis fra stammen. Små ideer og erfaringer der blomstrer og gør min tennis stærkere, mere robust, mere stabil, mere grundfast. Jeg viger ikke så meget mere, som sidste år. Jeg spiller med større viljestyrke og mere slagkraft. Men jeg skynder ikke på det. Jeg ved at som træet, er der lang tid til forår og sommer, og lang tid til grenene blomstrer og bærer frugt.

Israel is the real deal, for min tennis. Det har vist sig at være sandt to år i træk nu! Sidste år, i januar, gik jeg fra kvallen til kvarten i den første turnering på året og slog et par gode spillere. Bl.a. slog jeg Josef Kovalik i kval-finalen. På daværende tidspunkt havde han samme rangering som mig. 1070-80, deromkring. Men efter jeg slog ham 7-6 i tredje sæt, var det som om, noget gik op for ham, og fra den dag af, spillede han sig op til sin nuværende rangering, 375. For mig tager det lidt længere tid, men jeg accepterer processen og arbejdet jeg skal ligge i min tennis, for at slide mig igennem kvallen og komme op på næste niveau. Så det kommer, når tiden er inde.

Næste skridt er futures i Tyrkiet d. 11. feb. Igen rejser jeg sammen med Marc Ferrigno, hvilket var en succes i denne ombæring. Han er en god spiller, som også kan lide at arbejde med tingene og nyder processen, selv når den indebærer at sove i dobbeltseng med mig, på et 15 kvadratmeters hotelværelse i to uger, og deltage i en turnering, hvor træningsboldene er som petanquekugler, banerne er hullede og nedslidte, og man ikke har adgang til hverken fysioterapeut, fitness-rum, sauna, eller sågar et løbebånd, men må træne fys på en gammel basketballbane af cement og en græsplæne med cigaretskod og hundepis. Vi elsker at spille tennis!

PØ