Eilat igen.

Jeg er blevet gode venner med Tel Aviv lufthavn. Vi har tilbragt mange timer sammen nu, spist og drukket og jeg har lagt mit ansigt mod dets kolde stengulv et par gange nu. Jeg overvejer at indlede et forhold.

Da jeg bookede min flybillet til Eilat havde jeg nok været lidt optimistisk. Jeg vidste at det ikke er så let at komme igennem paskontrollen, for ligemeget hvor lækker og sød en paskontrollør man vælger, så er de allesammen nogle stride sataner. Ja, man skal nok vælge den halvfede trunte der sidder i boden længst væk, for hun lukker sikkert een ind, hvis man bare har nogenlunde styr på sit engelske og siger et par gode ting om Jerusalem og sabbaten… Men jeg tænkte selvfølgelig ikke med hovedet, efter at have været oppe kl. 5 om morgenen og været i luften og på farten i tolv timer. Så jeg valgte de to lækre israelske kvinder, der stod sammen i een bod, fordi jeg tænkte at de ikke helt havde styr på det. Det havde hun vidst nok heller ikke, for da hun ikke kunne få mig til at vise hende rejsedokumenter eller en udskrift på en invitation til future-turneringen, – jeg prøvede at forklare at jeg havde købt e-ticket og der ikke findes invitationer til future-turneringer – ja så blev jeg vredt beordret til at træde til siden, så hun kunne betjene den næste. Jeg stod så der og gloede på de 55 andre mennesker bag mig, som også gloede på mig… indtil jeg stak hovedet ind til paskontrolstriglen igen og sendte hende et søgende udtryk… Hun sukkede irriteret og sagde “Go over there and sit” og pegede på et interview rum, hvor 10 andre mennesker sad og så nedtrykte ud. Jeg sagde til hende at mit fly gik om halvanden time – kl. 19:30 – og jeg meget gerne ville nå det, da det var det sidste fly til Eilat den aften. “We’ll see…” sagde hun udtryksløst. Jeg gik. Jeg sad. Jeg ventede. Og ventede. Og ventede. Kl. 19:05 blev jeg kaldt ind til interview. Manden sagde hej og spurgte mig hvad jeg skulle i Israel. Så jeg forklarede igen at jeg spillede prof tennis; ikke havde råd til en træner og derfor rejste alene; og at jeg ikke skulle møde nogen i Israel. “I can see you were here last year at the same time”, sagde han pludseligt. “Yes, same tournaments”, svarede jeg. “Okay, thank you, you can go. Sorry for taking up your time.”………………………… “I fascistiske, arrogante, ubehøvlede, retarderede idioter kan fanme ikke mene det her!! Nu når jeg ikke mit fly, fordi i liiiiiiige skulle udnytte jeres magtposition, som i for en gangs skyld i verdenshistorien har fået tildelt. Og det skal selvfølgelig gå ud over knægten med arisk afstamning! Bullshit!”

Det sagde jeg selvfølgelig ikke. Jeg tænkte det heller ikke lige så detaljeret som jeg her beskriver det. Det er lidt groft. Men jeg blev dog ophidset. Det var jo fuldstændigt unødvendigt! Jeg kan forstå, at man gerne vil holde styr på, hvem der kommer ind i landet, men almindelig sund fornuft burde da også blive brugt. Striglen i paskontrollen kunne da have ligeså godt have lagt 2 og 2 sammen, som manden i interview-rummet… Jeg forstår ikke så noget. Det er derfor jeg bliver ophidset. Har det noget med noget at gøre, tænker man så? Hvorfor skal jeg interviewes? Hvorfor skal de 10 andre før mig ikke? Hvorfor skal jeg misse det sidste afgående fly til Eilat og sove i lufthavnen og købe en ny billet hos et andet flyselskab og i det hele taget gå igennem et helvede for ingenting??

Nå. Nok om det. Nu er jeg her. Jeg er glad. Jeg spiller godt. Jeg føler mig udmærket tilpas nu efter at have indhentet søvnen. Jeg fik knap 12 timer i nat, så jeg var udhvilet til min kamp i dag. Jeg er seeded 6 i kvallen og fik bye i første. Mødte en schweizer i anden runde. Jeg startede forståeligt nok lidt tung i det. Jeg kæmpede dog godt for hvert point og fik mere og mere energi af de lange point og alle de bolde jeg fik slået. Breakede ham en gang og holdt serv til 6-4. Så var jeg i gang. Da andet sæt startede kunne jeg mærke, at jeg var i gang. Han servede og jeg returnerede en lav baghåndsretur tilbage, som han missede i netkanten. På det næste point lavede jeg en drømmestopbold med sideskru, og det næste spillede vi et lang point, som jeg fik vendt fra defensiv til offensiv og en forhåndsvinder langs linjen. 0-40. Jeg snuppede gamet og så mistede han stille og roligt pusten, mens jeg spillede bedre og bedre. 6-0.

I morgen møder jeg en russer, som jeg mødte i April i Alibey, Tyrkiet. Jeg vandt dengang 3 og 3. Det betyder ik det store, udover at jeg ved hvordan, han spiller. Han klatter til kuglen, har temperament og laver mange fejl. Det burde passe mig meget godt. Jeg skal bare på arbejde.

PØ