Hjemme igen

Det var meningen, at jeg skulle have fortsat min beretning fra USA, men der kom lidt for meget i vejen. Jeg beklager at måtte holde læserne i åndeløs spænding

Nu er jeg imidlertid kommet hjem til Danmark igen. Turen var en succes i mere end en forstand. Udfra resultaterne at dømme, var det måske ikke en umiddelbar succes, men det er netop det, denne tur har lært mig. Resultater betyder ikke noget, hvis ikke man nyder processen. Det lyder som en god gammeldags kliché – og det er det måske også – men ikke desto mindre er det sandt. Klichéer har det med at bide sig fast i vores sprog, fordi tanken eller følelsen der ligger bag vækker noget i os. Og fordi vi ikke altid vil udtrykke os i 1000 ord, bruges en kliché ofte i stedet for at udtrykke noget i en større kontekst. Sådan har jeg det med USA-turen. Jeg skal prøve at uddybe:

Resultater – eller snarere besættelsen af resultater – er for mig hæmmende på min tennis. I løbet af dette år har jeg ofte tænkt, at hvis jeg får så og så mange point, laver det og det resultat, så er jeg en succes – men jeg – ved hjælp af Frederik Nielsen – har indset, at jeg aldrig kan nå disse resultater, hvis jeg kun stræber efter det. Det er for ubegribeligt; hvordan man bliver bedre til tennis og udvikler sit spil skal være i fokus. Det er det konkrete og begribelige. Så må resultaterne komme, hvis og når de kommer. Dette så jeg for første gang helt up close and personal, ved at rejse med Frederik, som jeg ser som indbegrebet af en proces-tennisspiller. Han har over 8-9 år konstant udviklet sig. Det er lang tid, men det har været det hele værd for ham og han har pt sin bedste rangering hidtil. Det er ikke bare et tilfælde og Frederik vil sige at han ikke er færdig endnu. Han har stadig meget han skal nå med sin tennis. Og det er ikke resultatmæssigt. Det er procesmæssigt. Frederik finder hele tiden nye ting han kan arbejde på – tekniske, taktiske og mentale – og det er det, som skubber ham fremad. Det er det, der gør ham bedre. Det er den måde hvorpå han måler succes. Det skal jeg lære.

Jeg gik op og ned af utroligt dygtige tennisspillere i tre uger på Challenger-touren. Jeg så hvor dygtige de var, men jeg følte ikke at de var bedre end mig på det rent spillemæssige plan. De havde alle våben, præcis som jeg har våben, men de forstod hvordan de skulle udnytte dem, og hvordan de skulle arbejde med dem. På intet tidspunkt plaprede disse spillere op om, hvor gode de var og hvilke resultater de havde lavet. Der var fokus på her og nu. Træningen. De vidste hvad de skulle arbejde på og gjorde det bare. Som et arbejde. Som et stykke arbejde man nyder at udføre hver dag. Og udførte man det skidt, arbejdede man på at gøre det bedre næste gang. Der var ingen negative helhedsbedømmelse af ens spillermæssige kompetencer eller menneskelige færdigheder. Det var bare videre til næste.

Det er svært at beskrive præcis hvad det er jeg har lært, så det giver mening for jer, så tillad mig at afslutte med denne lille anekdote:

Frederik tabte i første runde til Erik Chvojka, som er en glimrende spiller. Frederik havde dog alle chancer for at vinde kampen og styrede begivenhederne. Dvs. Han styrede spillet og slog vinderne, men han lavede også fejlene, som gjorde at han tabte kampen. Jeg tænkte: “Shit nu er han i dårligt humør, jeg må hellere holde mig væk.” Det var imidlertid spisetid og sulten som jeg var, opsøgte jeg ham og fandt ham siddende på motionscyklen i et stille og roligt tempo. Jeg gik forsigtigt op til ham og sagde kom igen og skyndte mig at komme videre til hvorfor jeg trængte mig på. Sulten. Skal vi spise ude? Han kiggede blot på mig med et blik, der sagde: “Hvorfor kigger du på mig som om nogen er død?” “Jeg skal lige køre noget fys og så tager vi på Chipotle.” Ingen sure miner, ingen depression eller suicidale tendenser. Jeg troede det var standarden.

Men det er jo bare tennis. Det er fedt at få lov til at spille og kan man holde fokus på at gøre det rigtige, spille sit eget spil, træffe de rigtige beslutninger og tage chancen når den er der, så er det et sjovt og udfordrende spil – uanset om man taber eller vinder.

Elitserien i Sverige er i gang og jeg spiller for Helsingborg. Vi spiller i morgen, lørdag, mandag og onsdag. Fredag og lørdag spiller jeg Masters Cup i B93. Så jeg får en masse udfordringer over de næste par uger. Det er fedt!

PØ